Legendarisk fodboldtræner er død

Den tidligere svenske toptræner Sven-Göran Eriksson er mandag død i en alder af 76 år.

Det oplyser familien i en pressemeddelelse ifølge Sky News og flere andre medier.

Eriksson, der gik under kælenavnet “Svennis”, var ramt af kræft i bugspytkirtlen og fortalte i januar til Sveriges Radio, at han i bedste fald havde et år tilbage at leve i.

Ifølge pressemeddelelsen døde han mandag morgen, mens han var omgivet af børn, børnebørn og anden familie. Samtidig beder familien om ro til at sørge.

Svenskeren har i sin trænerkarriere stået i spidsen for et hav af hold, men altså aldrig Liverpool, som han og hans far var fan af.

Til gengæld fik han i marts lov at være på sidelinjen som cheftræner for storklubben i en velgørenhedskamp mod Ajax.

Efter at han havde meldt klart ud om sin sygdom var han desuden på tur rundt til flere af sine tidligere klubber, der gerne ville hylde ham.

Han var i sin lange trænerkarriere blandt andet forbi Manchester City, Benfica, Lazio, Roma, Fiorentina, Sampdoria, Leicester og IFK Göteborg og vandt i alt en håndfuld mesterskaber og flere pokaltitler.

Trænerkarrieren blev sluttet af med fire år i kinesisk fodbold samt et kortere ophold som landstræner i Filippinerne.

Han nåede også at være landstræner i Mexico og Elfenbenskysten og ikke mindst England, som han stod i spidsen for i 67 kampe fra 2001 til 2006.

Den danske landstræner er sygemeldt med stress, derfor er der ingen landsholdsudtagelse i denne omgang.