Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, vil øge antallet af udvisninger og nedbringe ulovlig migration til landet.
Det siger han mandag under et besøg i den tyske by Solingen, hvor tre mennesker blev dræbt i et knivangreb fredag aften.
(Artiklen fortsætter under billedet)
– Det var terror. Terror mod os alle, siger Scholz efter at have lagt blomster ved det sted, hvor angrebet fandt sted.
Den tyske anklagemyndighed mener, at angrebet blev udført af et mistænkt medlem af Islamisk Stat (IS) fra Syrien.
De politiske spændinger er taget til i Tyskland på grund af angrebet, og der har været debat om asyl- og udvisningsregler forud for tre delstatsvalg næste måned.
– Vi må gøre alt, vi kan, for at sikre, at de, der ikke må opholde sig i Tyskland, hjemsendes og udvises, siger Scholz.
Han beskriver den mistænkte gerningsmand som “en Dublin-sag”.
Dermed henviser han til EU-regler, som tager udgangspunkt i, at asylansøgere skal indgive deres ansøgninger i det første EU-land, de ankommer til.
Myndigheder havde planer om at deportere den mistænkte i fredagens angreb til Bulgarien sidste år, har tyske medier rapporteret.
Angrebet skete til en byfest i Solingen fredag. Tre blev dræbt, og otte personer kom til skade.
Fire af de tilskadekomne, som oprindeligt blev meldt alvorligt tilskadekomne, er ikke længere i livsfare, lød det søndag.
Solingen ligger i delstaten Nordrhein-Westfalen i det vestlige Tyskland tæt på Düsseldorf og Köln.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters er den mistænkte identificeret som Issa Al H.
Den tyske anklagemyndighed har ikke oplyst den mistænktes efternavn.
IS har taget skylden for angrebet i en erklæring på beskedtjenesten Telegram.