Drab på Nørrebro: Dansker anholdt

Politiet har lørdag anholdt en formodet gerningsmand efter drabet på en 43-årig mand på Nørrebro i København torsdag.

Det oplyser Københavns Politi på X lørdag eftermiddag.

Den anholdte er dansk statsborger. En dommer skal lørdag afgøre, om der er grundlag for at varetægtsfængsle manden.

Ved forbrydelsen torsdag eftermiddag blev den 43-årige skudt ned og dræbt på Hans Tavsens Gade. Samtidig blev en kvinde, der tilfældigt opholdt sig på stedet, såret.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Politiet bad offentligheden om hjælp i sagen, og der er kommet mange henvendelser, oplyste vicepolitiinspektør Lasse Michelsen lørdag formiddag til Ritzau.

Gerningsmanden flygtede på cykel mod Griffenfeldsgade, har politiet tidligere fortalt.

Flere medier har berettet, at offeret er kendt fra bandemiljøet, og at han har haft forbindelse til personer fra den forbudte bande Loyal To Familia.

Ifølge et såkaldt konfliktkontakt fra den særlige politiafdeling National Enhed for Særlig Kriminalitet skyldes en række voldsomme begivenheder et opgør mellem LTF og en anden svensk-dansk gruppering.

Som følge både af drabet og andre hændelser, hvor blandt andre svenskere tilsyneladende er blevet hyret til at begå kriminalitet i Danmark, har politiet indført to visitationszoner i København.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Den aktuelle anholdte er sket på baggrund af “omfattende efterforskning”, lyder det fra politiet.

Umiddelbart har politiet ikke udtalt sig om, hvorvidt torsdagens drab kan kædes sammen med en stribe andre grove forbrydelser begået i den seneste tid, hvor danske bandekriminelle er i konflikt med hinanden.

Alene i denne uge blev en 18-årig mand mandag såret af skud i en smykkeforretning på Frederiksberg. Og tirsdag blev en kiosk på Østerbro i København angrebet med en håndgranat.

I de to sidstnævnte sager er svenske statsborgere blevet varetægtsfængslet.

OPDATERING:

Flere gerningsmænd på fri fod efter drab