Torsdag aften tager Brøndby IF mod polske Legia Warszawa på Brøndby Stadion. Derfor er der fyldt med gule trøjer omkring stadion, hvor et stort optog har kurs mod aftenens kamp.
Kampen bliver fløjtet i gang klokken 19, men flere timer inden kampstart er de mange fans ved at varme op til fodboldkampen i Europa Conference League.
Sammen med de tusinder af fans er politiet også mødt op for at sikre god ro og orden.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Både betjente og politihunde kan ses omkring stadion, hvor man følger det store optog og de mange andre fans, som er klar til kampen.
Med de mange fans kommer også mange biler og det skaber en del trafikale udfordringer.
Udfordringerne vil stå på både før og efter kampen, skriver politiet på X.