Person knivstukket i kroppen flere gange: ‘Jeg vil skide på jer allesammen’

En 43-årig mand blev fundet død under mistænkelige omstændigheder mandag. En 20-årig mand blev anholdt

En 20-årig mand, der er sigtet for at have dræbt en 43-årig mand i Grindsted mandag, er blevet varetægtsfængslet i fire uger, skriver TV Syd.

Manden blev fremstillet ved et grundlovsforhør ved Retten i Kolding, der begyndte klokken 13.

TV Syd skriver, at den 43-årige var blevet stukket med kniv i overkroppen flere gange.

Den 20-årige blev ved grundlovsforhøret sigtet for manddrab og besiddelse af 78 gram kokain med henblik på overdragelse. Manden skal desuden have haft 16.000 kroner i kontanter.

Den 20-årige sagde i retten, at han “ikke kan huske meget” til spørgsmålet om, hvorvidt han havde overnattet i arresten.

– Jeg vil skide på jer allesammen, lød det fra den sigtede i forbindelse med fængslingen, skriver TV Syd.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Sådan så udrykningen til drabet ud mandag

Sydøstjyllands Politi modtog mandag eftermiddag omkring klokken 15.30 en anmeldelse, der fik politiet til at køre til en adresse på Tingvejen ved Grindsted, som ligger cirka 15 kilometer vest for Billund.

Her blev en 43-årig mand fundet død under “mistænkelige omstændigheder”. De pårørende er blevet underrettet.

Det er endnu uvist, hvad “mistænkelige omstændigheder” dækker over, eller hvilken relation der er mellem mændene.

Den 20-årige mand blev anholdt på samme adresse og sigtet for manddrab efterfølgende. Manden er sigtet for at have dræbt den 43-årige mand ved 15.30-tiden mandag.

Politiet var mandag talstærkt til stede ved adressen for at foretage tekniske undersøgelser.

/ritzau/