For lidt over seks måneder siden blev han frikendt, men dommen er onsdag blevet omstødt, skriver DR.
Den danske statsborger Wenceslas Twagirayezu er ved en domstol i Rwanda onsdag blevet kendt skyldig for medvirken i folkedrabet i 1994 i det afrikanske land.
Det oplyser familien til DR.
Gennem hele forløbet har Twagirayezu nægtet sig skyldig. Han har forklaret, at han må være blevet forvekslet med en anden.
Tilbage i januar oplyste anklageren i sagen om 56-årige Wenceslas Twagirayezu, som dengang blev frifundet for at have deltaget i folkedrabet, at man ville appellere afgørelsen.
Wenceslas Twagirayezu blev anholdt af dansk politi i 2017.
Twagirayezu er dansk statsborger. Han blev udleveret til Rwanda fra Danmark i 2018 og har siddet fængslet siden.
Da de danske myndigheder besluttede, at den 56-årige mand kunne udleveres, indbragte han myndighedernes afgørelse for domstolene.
Her kom det blandt andet frem, at de rwandiske myndigheder mistænkte ham for at have været involveret i drab på mindst 2000 personer.
Wenceslas Twagirayezu, som havde været folkeskolelærer i den nordlige del af Rwanda, var anklaget for at spille en stor rolle i folkedrabet.
Anklagerne blev rejst for hans formodede rolle i angreb på tutsi-mindretallet i det afrikanske land.