Voldsom hændelse til havs

Et mindre fly har kaldt mayday og er efterfølgende styrtet ned i havet. Det har resulteret i en større redningsaktion, hvor Forsvaret deltager

Mandag ved middagstid styrtede et lille fly i havet sydvest for Qaqortoq i Sydgrønland.

De to piloter om bord blev dog hurtigt reddet i land.

Det fremgår af et Facebook-opslag fra Arktisk Kommando, der tirsdag deler flere detaljer om aktionen.

– To af Arktisk Kommandos enheder fik i går ved enestående indsats reddet to personer, efter deres fly var styrtet i havet, skriver Arktisk Kommando.

Det var mandag klokken 12.17, at der kom en nødmelding fra det tyskindregistrerede fly, der var på vej fra Canada til Narsarsuaq i Sydgrønland.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her ses det pågældende fly ligge i vandet – Foto: ARKTISK KOMMANDO – Joint Arctic Command

Besætningen fra et Challenger-fly fandt hurtigt frem til flyets position og kunne følge det, mens det styrtede mod havet.

I havet sydvest for Qaqortoq kom de to piloter fra de lille fly i en redningsflåde, og herfra kunne de vinke til besætningen på Challenger-flyet, som blev i området.

Imens havde inspektionsskibet Triton sat kursen mod de to piloters redningsflåde, og inden for 30 minutter blev de reddet op i Tritons gummibåd.

– De har det fint. De blev tilset af skibslægen på Triton, og så kom de på politistationen til afhøring, sagde Annette Ostenfeldt, som er vagtchef ved Grønlands Politi, efter flystyrtet til det grønlandske medie KNR.

Arktisk Kommando har ikke yderligere kommentarer til sagen og efterforskningen.

Men aktionen kaldes “skoleeksemplet på fremragende samarbejde” mellem Arktisk Kommando i Nuuk og enhederne, som er indsat under Arktisk Kommandos ledelse.

/ritzau/