Politiet leder efter vidner til en hændelse, hvor en fører af en varebil blev overfaldet af to mænd på cykler
En 42-årig mand har pådraget sig skader i ansigtet efter et overfald fra to mænd, der tilsyneladende var motiveret af vejvrede.
Det skriver Vestegnens Politi, som søger vidner til overfaldet, i et opslag på X.
Hændelsen skete mandag i Herlev omkring klokken 15.25, hvor den 42-årige kom kørende i en varebil.
I krydset mellem Symfonivej og Andantevej kørte han tæt forbi to mænd på elcykler.
– Dette provokerede tilsyneladende de to mænd, idet de kørte efter varebilen og begyndte at slå og sparke på denne, så sidespejlet blevet smadret, og der kom buler i varebilen, skriver politiet.
Da føreren af varebilen steg ud, begyndte den ene af de to mænd at slå ham, mens den anden tog fat om hans hals, lyder det videre fra politiet
– Mens den ene stadig fastholdt halsgrebet, fortsatte den anden gerningsmand med at slå på føreren.
– Føreren pådrog sig skader i ansigtet, skriver politiet, der ikke uddyber, hvilke skader der er tale om.
De to mænd flygtede fra stedet ad Symfonivej i vestlig retning.
Elcyklerne beskrives af politiet som cykler med brede dæk, muligvis af mærket Mate.
De to mænd beskrives begge som østeuropæiske af udseende, 180 centimeter høje og omkring 30 år.
De var iført mørkt eller sort tøj, og den ene havde et tyndt skæg, skriver politiet.
Den 42-årige kørte i en hvid Fiat Talento.
Politiet opfordrer vidner til at kontakte politiet. Især leder Vestegnens Politi efter en person, som muligvis har optaget episoden på sin telefon.
/ritzau/