Politiet advarer om akvaplaning på motorvej

Uheld skaber stor kø

Der har mandag morgen været flere uheld på den Fynske Motorvej, hvor der er meget vand på kørebanen.

Det oplyser Fyns Politi og DR P4 Trafik Syddanmark.

– På grund af kraftig regn er der risiko for akvaplaning på Fynske Motorvej E20, særligt på Vestfyn. Vi har pt. flere uheld, skriver politiet kort før klokken 8 mandag morgen.

– Kør efter forholdene og pas på hinanden, lyder opfordringen fra politiet.

Vagtchef ved Fyns Politi Bjarne Tykgaard oplyser, at ingen er kommet alvorligt til skade ved uheldene.

– Det er lettere personskade, siger han til Ritzau.

Der har været flere afspærringer grundet uheldene. Men klokken 8.47 oplyser DR P4 Trafik Syddanmark, at der er åbnet for sporene igen.

– Alle spor er igen farbare på Vestfyn. Der er ryddet op efter uheldet ved 57 Nørre Åby, skriver mediet på X.

DR P4 Trafik Syddanmark rapporterede om uheldet ved Nørre Åby klokken 8.14.

– Nyt uheld på Vestfyn. Denne gang ved 57 Nørre Åby. 

– Det betyder, at højre spor er spærret på E20 mod Odense, skrev DR P4 Trafik Syddanmark.

Tidligere på morgenen var et uheld ved Årup i retning mod Jylland.

– Uheld på E20 den fynske motorvej. Kort efter 55 Årup, er der sket uheld mod Jylland. Venstre og midterste spor er blokeret. Derudover ligger der vragdele på kørebanen.

– Du kan passere med forsigtighed, og der er begyndende kø, skrev DR P4 Trafik Syddanmark på X klokken 6.47.