Mindst 75 er døde i protester

Demonstrerende studerende har fredag stormet et fængsel og befriet hundredvis indsatte i Bangladesh.

Det fortæller en anonym politibetjent til nyhedsbureauet AFP.

Den anonyme kilde fortæller, at studerende angreb et fængsel i Narsingdi-distriktet i Bangladesh. Her skal de angiveligt have befriet de indsatte, inden de satte ild til fængslet.

Ifølge AFP har den seneste uges demonstrationer i landet kostet mindst 75 mennesker livet.

Tallene stammer fra de lokale hospitaler, skriver de.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at det lokale politi ikke har givet et tal over, hvor mange der blev dræbt.

Siden begyndelsen af juli har studerende i Bangladesh protesteret mod et nyt kvotesystem på arbejdsmarkedet.

Systemet betyder blandt andet, at knap hver tredje ledige job i staten skal gå til slægtninge til krigsveteraner fra landets selvstændighedskrig mod Pakistan i 1971.

Det har skabt dyb utilfredshed blandt de unge, der oplever høj arbejdsløshed.

Ifølge mediet Independent Television er mere end 700 personer blevet såret. Det inkluderer 104 politifolk og 30 journalister.

En journalist fra Reuters, som befinder sig i Bangladesh, fortæller, at det var muligt at lave enkelte telefonopkald fredag, men at der ikke var adgang til internettet.

Reuters skriver også, at hjemmesiden for premierministerens kontor, centralbanken og politiet alle ser ud til at være blevet hacket.

På hjemmesiderne står blandt andet en opfordring til at stoppe med at slå studerende ihjel, og at der ikke er tale om en protest længere men en krig.

Politiet i Bangladesh valgte fredag at forbyde alle offentlige demonstrationer, optog og forsamlinger i hovedstaden, Dhaka, fredag.

Det er første gang, at politiet har gjort det, siden demonstrationerne begyndte. Det stoppede dog ikke yderligere demonstrationer fredag.

AFP

Fredag middag er en 30-årig motorcyklist blevet begravet efter en tragisk færdselsulykke. På flotteste vis blev den unge biker æret af venner, kollegaer og familie med prægtig kortegekørsel