Selvmordskapsel klar til brug om få måneder.
Om blot nogle måneder vil det formentlig være muligt at tage sit eget liv i Schweiz med et enkelt tryk på en knap inde i en lille transportabel kapsel.
Organisationen bag selvmordskapslen Sarco, The Last Resort, oplyser ifølge nyhedsbureauet AFP, at kapslen er lige på trapperne og snart kan tages i brug.
Ilten forsvinder på 30 sekunder
Ilten inde i kapslen bliver i løbet af 30 sekunder erstattet med nitrogen, hvilket vil forårsage iltmangel og dermed tage livet af den person, der ligger i kapslen.
Den vil koste omkring 136 kroner at bruge.
(Artiklen forsætter under billedet)
Organisationen mener ikke, at der er nogen juridisk hindring for brug af kapslen i Schweiz, hvor assisteret selvmord og aktiv dødshjælp er lovligt, hvis personen selv begår handlingen.
Selskabet har dog sat en aldersbegrænsning på minimum 50 år. Men på et pressemøde onsdag lød det, at i tilfælde af at en 18-årig var alvorligt syg, ville de ikke nægte adgang til kapslen.
– Jeg kan ikke forestille mig en mere smuk måde at dø på, end at trække vejret uden ilt, indtil man falder ind i en evig søvn, lød det fra direktør i The Last Resort Florian Willet på et pressemøde.
Hvis en person ønsker at gøre brug af kapslen, skal personen igennem en omfattende mentalundersøgelse, hvilket den schweiziske lov påkræver.
Herefter går man ind i kapslen, trækker låget til og besvarer nogle spørgsmål, som lyder ud af kapslens højttalere.
Man bliver blandt andet spurgt, hvem man er, hvor man er, og om man ved, hvad der kommer til at ske, når man trykker på knappen inde i det lille rum.
– Hvis du vil dø, så tryk på knappen, lyder det til sidst.
(Artiklen forsætter under billedet)
Når knappen bliver trykket i bund, vil det tage under 30 sekunder, før ilten er blevet erstattet med nitrogen.
Ifølge en af udviklerne bag kapslen vil man i løbet af to indåndinger af den iltfattige luft blive desorienteret og let euforisk, før man mister bevidstheden.
Herfra går der cirka fem minutter i den ubevidste tilstand, til døden indtræffer.
Den potentielle brug af kapslen har genantændt diskussioner om assisteret selvmord i Schweiz.
Den schweiziske kanton Wallis – der er en delstat i Schweiz – har allerede forbudt brugen af kapslen, inden den er taget i brug.
Andre kantoner har givet udtryk for forbehold. Skaberne bag kapslen mener dog ikke, at der er nogen juridisk hindring for, at den kan blive brugt.