Sæson for indbrud: Sådan sikrer du din bolig

Mange danskere har igen i år valgt at få solskin, sand mellem tæerne og kolde drinks under varmere himmelstrøg. Mens danskerne tager på charterferie, arbejder tyvene på at finde boliger, hvor der kan være værdi. Nu kommer politiet med gode råd om, hvordan du sikrer din bolig mod indbrud

Antallet af indbrud er faldet over de sidste ti år. Men danskerne er mere udsat for tyverier end andre nordiske lande.

Derfor har politiet nu samlet de fem bedste råd til, hvordan du sikrer, at dine ting står som du efterlod dem.

De fem gode råd fra politiet:

Vær en god nabohjælper

Godt naboskab og et opmærksomt blik for, hvad der foregår i nabolaget, gør kvarteret mindre attraktivt for indbrudstyve – og dermed tryggere for dig. Hils på dem, du møder, og fortæl naboer, hvis du aner uråd. Og ved at bruge Nabohjælp aktivt kan samarbejdet mod indbrud blive mere effektivt.

Tænd lys udenfor, og klip hækken

Skab god belysning uden for huset. Lys med sensor øger chancen for, at tyven bliver set af naboerne, og forstyrres i sit arbejde. Undgå høje træer, hække og mørke gemmesteder omkring dit hjem. Dermed bliver det sværere for tyven at komme uset ind i huset.

Forskning viser, at den rette belysning reducerer risikoen for indbrud. Dog står Danmark midt i en energikrise, hvor elpriserne stiger, og vi alle skal spare på strømmen.

Lamper med sensor, der tænder ved bevægelse, tidsindstillede sensorer, der tænder lyset, når det bliver mørkt, eller tænd/sluk-ure og strømbesparende smart-LED-pærer, som via en app på telefonen kan programmeres til at tænde og slukke lyset i et begrænset tidsrum, skræmmer indbrudstyvene væk, uden at elregningen ryger i vejret.

Gør døre og vinduer svære at bryde op

Gør det svært for tyven at bryde ind i dit hjem. Brug gode, solide låse, døre og sikrede vinduer. To låse på hoveddøren gør det mere end dobbelt så besværligt for tyven at bryde ind. Og sørg for at låse værktøj og haveredskaber inde i skur eller garage, så det ikke kan bruges til at bryde ind i huset med.

Undgå at købe tyve koster – brug sikre betalingsformer

Hvis ingen købte tyvekoster, var der ingen indbrud. Du er med andre ord med til at nedbringe antallet af indbrud, hvis du undgår at købe stjålne varer. Brug altid MobilePay, eller kig efter NemID hos sælger, når du køber brugt. Begge betalingsformer er knyttet til cpr-nummer, som kan spores tilbage til sælger, og det ønsker kriminelle ikke.

Ring 114, hvis du har mistanke om indbrud

Vi kan opklare flere indbrud med din medvirken. Hvis du ser personer med en mistænkelig adfærd i dit nabolag, eller hvis du har haft indbrud, så ring 114. Dine oplysninger kan være afgørende for vores opklaring, og selv detaljer kan være vigtige.

Nu hvor sommerferiesæsonen er i gang, kan det være en god ide at tjekke op på, hvordan du får kompensation for aflyste eller forsinket fly