Carlsberg vil købe populære britiske læskedrikke

Carlsberg har fået godkendt et bud på den britiske læskedrikproducent Britvic, som ud over egne mærker også tapper produkter fra amerikanske Pepsico på licens til det britiske marked.

Den danske bryggerikoncern meddeler mandag morgen, at man har fået godkendt et bud på Britvic på 3,3 milliarder britiske pund, svarende til 29 milliarder danske kroner.

Britvics bestyrelse anbefaler sine aktionærer at sige ja til tilbuddet.

Carlsberg har en strategi om at udvide sin produktportefølje med andre produkter end det øl, som selskabet traditionelt har været kendt for at brygge.

Britvic producerer blandt andet juice af mærket Robinsons og læskedrikken Tango.

Derudover har selskabet indgået en 20-årig aftale om at tappe blandt andet Pepsi og 7-Up. En aftale, som fortsætter, hvis Carlsberg-handlen gennemføres.

Carlsbergs bud svarer til en pris per Britvic-aktie på 13,15 pund. Selskabet har tidligere fået afvist et bud på Britvic på henholdsvis 12 og 12,50 pund pr. aktie.

Som et led i finansieringen af købet har Carlsberg meddelt mandag, at selskabets igangværende aktiekøbsprogram stopper med omgående virkning.

Handlen vil efter planen blive gennemført i første kvartal 2025.

Hvis det sker, vil Carlsberg slå sin eksisterende britiske forretning og Britvic sammen i ét selskab.

Det er forventningen, at sammenlægningen vil kunne føre til synergigevinster på omkring 100 millioner pund hen over de første fem år.

Carlsberg har mandag foruden købstilbuddet på Britvic styrket sin position på det britiske marked ved at købe partneren Marston’s ud af det fælles selskab Carlsberg Marston’s.

Carlsberg har i den forbindelse betalt 206 millioner pund til Marston’s for at blive eneejer.

Der er sket et uhyggeligt uheld med en lastbil og en personbil. Førerhuset er helt ødelagt. Læs den historie her.