I september sidste år blev en 75-årig mand ifølge politiet stukket tre gange i brystet med en kniv, hvilket han overlevede. Da politiet mandag var massivt til stede ved vandet i en kystby i forbindelse med fundet af en død person, var det den samme mand, der var tale om.
‘Mandag formiddag er beredskab rykket ud til meldinger om en drukneulykke.’
‘Mere præcist gik meldingen på, at en forbipasserende havde fundet en livløs person i vandkanten.’
Sådan beskrev vi mandag omstændighederne for politiets tilstedeværelse i en kystby, hvor både ambulance og politihunde var tilkaldt. Senere kunne politiet oplyse til Presse-fotos.dk, at en 75-årig mand havde mistet livet.
Lørdag er det kommet frem, at manden blot måneder forinden sin død blev ramt af tre knivstik i brystet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det skriver JydskeVestkysten, der har undersøgt sagen omhandlende manden, der blev fundet død i vandet ved Hejlsminde Havn.
Ifølge mediet bekræftes det på CPR-registret, at der er tale om den 75-årige mand, der i september blev stukket med kniv.
I sagen blev en 75-årig kvinde anholdt og sigtet for at have forsøgt at dræbe manden med tre knivstik i brystet.
Hun er dog nu igen løsladt og på fri fod.
JydskeVestkysten har forelagt oplysninger i de to sager for Sydøstjyllands Politi, der ikke vil bekræfte mandens identitet.
Politikredsen oplyser til gengæld, at man ikke mistænker, at der ligger en kriminel handling bag mandens død.
Dødsårsagen er dog endnu ukendt, men der arbejdes på at fastslå den.
Dagen efter dødsfundet i vandet oplyste Arno Rindahl Petersen, der er vicepolitiinspektør hos Sydøstjyllands Politi, at der var tale om to mulige scenarier bag dødsfaldet.
‘Man kan tænke, at det er et uheld, hvor han er faldet i vandet, eller at han selv har gjort noget for at bringe sig derud. Vi har ikke lagt os fast på noget endnu,’ lød det i tirsdags.
Presse-fotos.dk følger sagen.



