Politiet havde opfordret fører af køretøj til at melde sig selv efter at have været flygtet fra uheld
En midaldrende mand er blevet anholdt, og hans køretøj er blevet beslaglagt i forbindelse med et færdselsuheld og efterfølgende flugt torsdag på Frijsenborgvej ved Hammel.
Det skriver Østjyllands Politi på X.
Politiet efterlyste torsdag aften en Mercedes A180, som havde ramt to cyklister. Herefter flygtede bilisten fra stedet.
De to cyklister kom under sammenstødet alvorligt til skade, oplyste vagtchef ved Østjyllands Politi Mikkel Møldrup.
Den ene af personerne har fået flere brud på ryggen, mens den anden har fået en hjernerystelse og en brækket skulder.
Men nu er manden altså blevet anholdt.
‘Med vidners hjælp har vi nu fundet frem til føreren og køretøjet. I den forbindelse er en midaldrende mand blevet anholdt og køretøjet beslaglagt,’ skriver politiet natten til søndag i et opslag på X.
‘Manden er blevet løsladt igen efter afhøring og bilen vil nu blive undersøgt. Tusind tak for hjælpen til alle, der (har, red.) henvendt sig,’ skriver politiet.
Uheldet skete på Frijsenborgvej umiddelbart efter Fuglsangvej i retning mod Hammel. Politiet modtog anmeldelsen torsdag klokken 18.52. Køretøjet kørte videre i retning mod Hammel.
– Der er formentlig skader på front, kølerhjelm og forrude, skrev politiet i forbindelse med efterlysningen af bilen, der havde ramt cyklisterne bagfra.
– Samtidig en opfordring til føreren af køretøjet om at melde sig selv, lød det torsdag.