Et byrådskandidat fra Dansk Folkeparti er blevet ekskluderet, efter at han blandt andet lavede et opslag på X, hvor han gav Trump ret om Grønland.
Dansk Folkeparti har valgt at slå hårdt ned mod et medlem, efter at han i en række opslag på X blandt andet gav den amerikanske præsident, Donald Trump, ret omkring Grønland.
Jesper Pedersen er således blevet ekskluderet fra partiet på grund af sine ytringer. Det skriver Ekstra Bladet.
Eksklusionen kommer i kølvandet af, at partiets formand Morten Messerschmidt har været kritiseret for “zigzagkurs” over for præsidenten, skriver mediet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

I et af opslagene fra Jesper Pedersen, skriver lokalpolitikeren, at Trump har ret i, at Danmark ikke kan løfte sikkerhedsopgaven i Grønland.
“Grønlænderne kan ikke selv forsvare Grønland, og Danmark kan heller ikke. Vi kan ikke engang forsvare os selv,” skriver Jesper Pedersen blandt andet i opslaget på X.
I opslaget skriver Jesper Pedersen desuden, at Trumps foragt for danskerne og Europa er forståelig, da blandt andre medier, befolkningen og politikere har svinet præsidenten til, siden han trådte ind på den politiske scene.
“Mister vi Grønland kan vi kun takke os selv og vores ledere,” afslutter han opslaget.
Og det blev altså for meget for Dansk Folkeparti, der ifølge Ekstra Bladet ringede Jesper Pedersen op og bad ham om at stoppe skriverierne, fjerne tre af sine opslag og ikke udtale sig til pressen.
Da han ikke efterkom dette, ekskluderede partiet ham den 19. januar gennem en mail.
Jesper Pedersen udtaler til Ekstra Bladet, at han vil have lov til at ytre sig frit, selv om Dansk Folkeparti ændrer kurs omkring Trump.
Den ændrede kurs, som Jesper Pedersen henviser til, er givetvis rettet mod partiledelsen og Morten Messerschmidt, der den seneste tid har været under massiv kritik fra andre politikere, efter at Messerschmidt har kritiseret regeringens tilgang til Donald Trumps meldinger om Grønland.
Kritiken kommer især af, at Messerschmidt selv opfordrede til at indgå i dialog med Trump om Grønland og besøgte præsidentens palæ Mar-a-lago, da Trump blev indsat efter valget i 2024.

