Kraftigt regnvejr i dag: En måneds regn på 24 timer

Illustrationsfoto

Et kraftigt regnvejr er på vej ind over Danmark og kan nogle steder give op til 50 millimeter regn på et enkelt døgn.

Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Metrologiske Institut (DMI) Lars Henriksen.

– Der ligger et regnvejr over en stor del af Tyskland og hele vejen ned til Alperne, som er på vej mod nord. Når det kommer op over Danmark i løbet af dagen, vil det begynde at regne og regne i lang tid, siger han.

Regnen vil ud fra de nuværende prognoser ramme den syd- og sydvestlige del af Danmark først. Det vil ske sidst på formiddagen, fortæller Lars Henriksen.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Billede: DMI.

– Nogle steder vil det regne næsten uafbrudt frem til i morgen eftermiddag eller i morgen aften. Det betyder, at der vil være nogle steder, der har fået rigtig meget vand, siger han.

Hvilke steder, der vil komme mest regn, er prognoserne i øjeblikket ikke helt enige om.

Men ifølge Lars Henriksen tyder det på, at de syd- og sydvestlige dele af landet kan få mellem 30 og 50 millimeter regn frem til tirsdag aften.

Landsgennemsnittet for hele april ligger på 38 millimeter.

LÆS OGSÅ:

3 træer fældet ved kørebanen: ‘Bevidst handling’

Voldsom ulykke: Personbil brager ind i vejtræ