Barn og kvinde dræbt i ulykke med 40 biler på tysk motorvej

Illustrationsfoto

To personer mistede livet, og yderligere 27 kom til skade, da mindst 40 biler søndag var involveret i et harmonikasammenstød på motorvej A3 ved Würzburg i Bayern i det sydlige Tyskland.

Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

De omkomne var en 52-årig kvinde og et to år gammelt barn.

Et andet barn fik livstruende kvæstelser.

Ifølge tysk politi var det i første omgang 17 biler, der stødte sammen. Det skete omkring klokken 16, da flere bilister tilsyneladende blev distraheret af et forulykket køretøj i vejsiden og derefter stødte ind i hinanden.

Her blev to personer alvorligt kvæstet og ni andre fik mindre skader.

Umiddelbart efter sammenstødet opstod endnu et harmonikasammenstød.

Det skete tilsyneladende, da flere biler kørte op bag i de biler, der holdt i den kø, som var opstået efter det første uheld.

Ved det næste harmonikasammenstød brød tre biler i brand.

Her mistede den 52-årige kvinde og det to år gamle barn livet. Tre andre fik alvorlige kvæstelser, mens 11 fik mindre skader.

Som følge af sammenstødet har motorvej A3 været spærret i retning mod Nürnberg indtil mandag morgen.