Politi iværksætter stor aktion efter eksplosion

Illustrationsfoto

Svensk politi og efterretningstjenesten Säpo har torsdag eftermiddag iværksat aktioner flere steder i Tyresö, som ligger syd for Stockholm.

Det skriver den svenske avis Expressen.

Ifølge avisens oplysninger skal flere personer være anholdt, og der skal være mistanke om terrorrelateret kriminalitet.

Det har politiet dog ikke bekræftet.

– Det eneste, jeg kan bekræfte, er, at der pågår en indsats, siger Sofia Hellqvist, der er talsperson for svensk politi, til Expressen.

Over for det svenske nyhedsbureau TT bekræfter en talsperson for Säpo, at efterretningstjenesten er involveret.

Ifølge Expressen modtog alarmcentralen en anmeldelse om en “indendørs eksplosion” klokken 13.55.

Kilder oplyser til avisen, at der derefter skal være hørt flere brag i forbindelse med, at politiet slog til mod et islamisk foreningslokale i Tyresö.

Det er foreløbig uvist, om nogen er kommet til skade.