Læge ved ulykkessted i Østrig med fire danske familiemedlemmer siger, at de er heldige at have overlevet
Tre dage efter at en gondol med en dansk familie om bord styrtede i den østrigske skisportsby Ötz, kører svævebanen igen med skiturister, skriver nyhedsbureauet dpa.
De fire danskere er en 49-årig far, en 44-årig onkel og to voksne børn på 19 og 20 år. Faderen og onklen er svært tilskadekomne ifølge B.T. Børnene har også alvorlige kvæstelser.
Gondolen faldt tirsdag fra en højde af syv meter og landede i et stejlt og øde bjergområde. Svævebanen er næsten tre kilometer lang og bringer skituristerne op i 2000 meters højde.
Selskabet bag svævebanen, Hochoetz, oplyser, at det nu har gennemført alle de nødvendige inspektioner og tiltag på anlægget for at sikre, at alt er i orden.
En undersøgelse viser, at det var “en kæde af adskillige uheldige naturlige omstændigheder”, der var skyld i ulykken tirsdag.
Tre væltede træer var skyld i ulykken. Et 28 meter højt træ faldt sammen med et mindre træ i retning af svævebanen. Et tredje træ blev revet med i faldet.
En datter har fortalt B.T., at de måtte vente en halv time på at få hjælp.
Hun har fortalt, at hun sammen med sin bror blev kastet ud af gondolen, mens hendes far og onkel var inde i kabinen.
Faren er lagt i kunstig koma på en intensivafdeling. Onklen har brækket en arm, punkteret en lunge, brækket flere ribben og har fem brud på ryggen.
Faren og onklen sad i den samme side af gondolen, da den styrtede.
Den læge, der var først på ulykkesstedet, siger om den danske familie, at “de er heldige at have overlevet”.
– Alle kunne være døde, siger han til B.T.
/ritzau/
