Tænder 30 kanonslag på en gang: Unge hastet på hospitalet efter fyrværkeriulykke

To mænd måtte på sygehuset, efter at de antændte en større mængde ulovligt fyrværkeri. De er ikke i livsfare

To unge mænd måtte torsdag aften køres på hospitalet, efter at de sammen med en tredje mand havde antændt en større mængde ulovligt fyrværkeri ved Grimstrup i nærheden af Esbjerg.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på det sociale medie X.

‘De to af dem kom herved så galt afsted, at de måtte med ambulance på sygehuset, men heldigvis udenfor livsfare,’ skriver politiet.

Vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Ole Aamann uddyber over for TV 2.

“Det er to unge mænd, der er kommet galt afsted. De har med en gasbrænder antændt 30 store kanonslag på én gang. Det springer lige foran dem, og de har fået skader på kroppen – mest brandskader og mulige trykskader” siger han til mediet.

SE OGSÅ: LÆGEHELIKOPTER LANDER PÅ MOTORVEJ: FULDSTÆNDIG SPÆRRET FOR TRAFIK

Fyrværkeriet blev ifølge politiets udmelding antændt først på aftenen.

Det fremgår også, at Syd- og Sønderjyllands Politi i forbindelse med efterforskningen af sagen har fundet 170 kanonslag.

Nordjyllands Politi har torsdag aften også delt en opfordring på X om, at man kun bruger godkendt fyrværkeri.

Her skriver politikredsen, at man aldrig skal bruge hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri.

Illustrationsfoto