En 33-årig dansk mand er i Sverige blevet idømt 40 dagsbøder af en ukendt størrelse for at have skudt og dræbt tre tyre, som han under en jagt forvekslede med vildsvin.
Det skriver det svenske public service-medie SVT.
Tyrene havde på tidspunktet for jagten, der fandt sted i Mönsterås i sommeren 2021, bevæget sig ind på jagtområdet.
Jagten foregik i nærheden af et område, hvor der blev holdt tamkvæg.
Manden endte med at skyde de tre tyre med sin riffel, der var påsat et termisk sigte.
Manden har ifølge SVT erklæret sig uenig i, at han udviste grov uagtsomhed ved at forveksle dyrene, selv om han bekræfter hændelsesforløbet.
Vildsvin var i en lang periode helt udryddet i Sverige, men i slutningen af det 20. århundrede begyndte dyrene at indvandre igen.
I dag findes der omkring 300.000 vildsvin i Sverige.
Dyrene kan veje op mod 200 kilo og blive op til en meter højt og 1,5 meter langt.
I september kom det frem, at Sverige i Fagersta-området havde gjort sit første fund af afrikansk svinepest nogensinde.
Afrikansk svinepest har tidligere skabt frygt for eksporten i Danmark. Det er en smitsom virussygdom, der kan ramme alle racer af svin.
Sygdommen har aldrig været konstateret i Danmark. Men den forekommer flere steder i Øst- og Sydeuropa.
I 2014 kom sygdommen for første gang ind i EU via grænselande i øst, og den blev efterfølgende fundet i de baltiske lande og Polen.
Siden spredte den sig yderligere mod vest, og den forekommer nu i flere EU-lande, blandt andet Tyskland.
Danmark har tidligere grebet fysisk ind for at forhindre, at den kommer ind i landet. I 2019 blev der opført et vildsvinehegn langs den dansk-tyske grænse.
Fødevarestyrelsen i Danmark har dog meddelt, at der stadig vurderes at være lav risiko for, at afrikansk svinepest kommer til Danmark.