Rigspolitichef efter møgsager: Kalder alle politidirektører til møde!

Rigspolitichef Thorkild Fogde forstår justitsminister Peter Hummelgaards (S) bekymringer efter den seneste tids sager. Han har derfor indkaldt politidirektørerne til møde onsdag.

Det siger han til Ritzau.

– Jeg forstår godt, at justitsministeren bliver bekymret, når der på så relativt kort tid, som det har været tilfældet, kommer så mange forskelligartede kritiske forhold frem omkring politiet.

– Kulminerende i dag med den her meget chokerende sag fra Københavns Politi, siger han.

LÆS OGSÅ: Seks betjente anholdt for tyveri og narko i København

Han kalder det “naturligt”, at en justitsminister beder politiledelsen om at kigge nærmere ind i sagerne og undersøge, om der er fællestræk eller mønstre, der kan ændres.

Politidirektørerne har det direkte operative ansvar for politiet, og rigspolitichefen skal derfor sammen med dem danne et billede, der skal bruges til redegørelsen til ministeren.

– Så det kommer selvfølgelig til at tage lidt tid, fordi det er et komplekst problem, som rummer mange facetter, siger han.

LÆS OGSÅ: Efter Farhad-sagen: Politiet nedlægger specialpatrulje

Rigspolitichefen har på nuværende tidspunkt ikke nogle konkrete bud på, hvad der skal ske på forhånd.