En teenager er dræbt og en anden er fløjet til hospitalet i en lægehelikopter efter en voldsom trafikulykke, hvor deres knallert blev påkørt. En mandlig flugtbilist er anholdt
Fredag aften klokken 21.40 fik svensk politi en anmeldelse om en alvorlig trafikulykke på Nockeby-broen i det vestlige Stockholm.
Her var to teenagere på en knallert blevet påkørt i høj fart.
En af teenagerne blev dræbt på stedet, mens en anden alvorligt kvæstet er blevet bragt på hospitalet i en lægehelikopter.
Bilisten flygtede fra stedet, men han stødte senere sammen med en bus og blev anholdt.
“I Ekerö (svensk by red.) skrider bilen og kolliderer med en bus. En sikkerhedsvagt fra Ekerö, som vi alarmerer, ser bilen og følger efter og anholder personen,” siger Lars-Åke Stevelind ved Södertörns brandvæsen til Aftonbladet.
Bilisten, der er en mand i 40’erne, er nu mistænkt for groft at have forvoldt andres død og groft forvoldt legemsbeskadigelse samt narkokørsel.
De pårørende er underrettet.
SE OGSÅ: ELEVER TOG KVÆLERTAG – DRENG FÅR ILDEBEFINDENDE I SKOLETIDEN