Stor udrykning: ‘Vi vil gerne høre fra vidner’

Med to døgns mellemrum har der været to brande i samme opgang i Kolding. Derfor er politiet nu rykket talstærkt ud for at efterforske årsagen

Tirsdag klokken 04.20 og torsdag klokken 05.30 har Sydøstjyllands Politi modtaget anmeldelser om brande i en opgang i Skovparken i Kolding.

Ved begge brande – som politiet beskriver som mindre – er der angiveligt sat ild til en dør i opgangen.

Det er i begge tilfælde lykkedes beboere at slukke flammerne, inden de for alvor tog fat, og derfor er der kun sket skader på døren og området omkring.

‘Sydøstjyllands Politi vurderer, at de to brande er påsatte, og politiet er i gang med efterforskningen, herunder tekniske undersøgelser på stedet. Den indledende efterforskning peger på, at brandene kan have relation til en uenighed, der er afgrænset til en konkret konflikt mellem én person og én eller flere andre personer,’ oplyser politikredsen i en pressemeddelelse torsdag formiddag.

SE OGSÅ: 4-ÅRIG FALDET UD AF LEJLIGHEDSVINDUE: POLITIET OPDATERER PÅ DRENGENS TILSTAND

Sydøstjyllands Politi vil meget gerne høre fra vidner, der har observeret noget i området omkring tidspunktet for de to brande.

Hvis du har oplysninger i sagen, bedes du kontakte politikredsen på telefon 1-1-4. Du kan også henvende dig i den mobile politistation, som politiet har sendt ud til Skovparken torsdag.

Her kan du også henvende dig, hvis du har spørgsmål til politiet, eller hvis du føler dig utryg.

Ingen personer er kommet til skade ved brandene.

Af hensyn til sagens videre efterforskning har Sydøstjyllands Politi ikke yderligere kommentarer.