Mindst tre skuddræbt i indkøbscenter i ferieparadis for danskere: Flere såret

14-årig mistænkt er anholdt efter skyderi i indkøbscentret Siam Paragon i Thailands hovedstad. Se en video af anholdelsen nederst i artiklen

Mindst tre mennesker er dræbt, og fire er såret under et skyderi tirsdag i et centralt beliggende indkøbscenter i Thailands hovedstad, Bangkok. En af de sårede skal være udlænding.

Myndighederne oplyser, at personen, der affyrede skuddene med et håndvåben, er anholdt af politiet.

En 14-årig er anholdt i forbindelse med skudepisoden, skriver Reuters.

Det lyder desuden, at byens beredskabstjeneste har delt et billede af en politibetjent, der lægger den mistænkte i håndjern, mens vedkommende ligger med ansigtet mod gulvet.

Hundredvis af mennesker skal være flygtet fra indkøbscenteret. Optagelser på sociale medier viser mange mennesker i løb mod udgangene i det eksklusive indkøbscenter, som er populært blandt både lokale og turister.

Premierminister Srettha Thavisin siger til journalister, at situationen er bragt under kontrol.

– Jeg er opmærksom på skyderiet i Siam Paragon, og jeg har bedt politiet om at efterforske det. Jeg er mest bekymret for offentlighedens sikkerhed, skriver han ifølge Reuters.

– Politiet er ved at rydde stedet, siger han.

Ifølge BBC har vidner fortalt, at de måtte gemme sig inde i butikker og på toiletter. Mediet skriver desuden, at en metrostation, der ligger tæt på centret, er blevet lukket.

Våbenvold er ikke ualmindeligt i Thailand. Sidste år dræbte en tidligere politibetjent 22 børn i en institution med en pistol og en kniv, og i 2020 skød og dræbte en soldat mindst 29 personer og skadede 57 i den nordøstlige by Nakhon Ratchasima.

/ritzau/Reuters

Her kan du se en video af anholdelsen af den mistænkte 14-årige – nederunder kan du se, hvordan mennesker flygter fra indkøbscentret under skyderiet: