Belgisk teenager fængslet efter fodboldtrøjerøveri af 14-årig i Danmark

Belgiske fans før kampen den 3. august

18-årig belgier overfaldt en 14-årig fodboldfan og tog hans trøje i forbindelse med en kamp i Aarhus

Tæt på Ceres Park i Aarhus blev en 14-årig fodboldfan 3. august overfaldet af en nu fire år ældre belgier.

Som led i hændelsen, der skete i forbindelse med en kamp mellem AGF og Club Brugge, fik drengen stjålet sin trøje.

Torsdag er den 18-årige belgier blevet dømt for vold og idømt fem måneders ubetinget fængsel ved Retten i Aarhus.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Selv om domstolene i lignende sager tidligere har afvist at dømme for røveri, når fodboldbøller har tvunget fans fra modsatte hold til at aflevere en fodboldtrøje, så blev den 18-årige sigtet for røveri ved sin anholdelse.

Retten har imidlertid valgt ikke at dømme manden for røveri, men i stedet ulovlig tvang.

Belgieren er desuden blevet udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Han skal forblive varetægtsfængslet, indtil han kan afsone.

Den 18-årige modtog dommen, men kærede beslutningen om fortsat varetægtsfængsling.

/ritzau/

Belgiske fans før kampen den 3. august
Belgiske fans før kampen den 3. august
Belgiske fans før kampen den 3. august