To biler er kørt frontalt ind i hinanden mellem Hjørring og Sindal. Fem personer er kommet på sygehuset
Fem personer er lørdag blevet kørt til Aalborg Universitetshospital efter en alvorlig færdselsulykke mellem Hjørring og Sindal.
Det oplyser Nordjyllands Politi til Ritzau.
Der er tale om et frontalt sammenstød mellem to biler på Hjørringvej og Dalgårdsvej i retning mod Sindal. I den ene bil sad der fire personer, mens der i den anden kun var føreren.
Lørdag aften er en 19-årig og en 24-årig i kritisk tilstand efter ulykken. De tre øvrige personer, som er mellem 19 og 24 år, er i stabil tilstand. Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Ole Buus til Nordjyske.
Alle pårørende er underrettet.
Politiet estimerer, at sammenstødet er sket med en hastighed på omkring 110 kilometer i timen.
Det står endnu ikke klart, præcis hvordan ulykken er sket.
I timerne efter sammenstødet var Hjørringvej afspærret. Omkring klokken 19 blev vejen genåbnet.