Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) indkalder Folketingets udenrigsordførere til briefing om de internationale reaktioner på koranafbrændinger i Danmark.
Det oplyser han i et opslag på det sociale medie X, der tidligere var kendt som Twitter.
– Vi må ikke lade vores uenigheder om dette skabe splittelse – hverken ude i verden eller herhjemme, skriver han.
Mødet vil finde sted mandag, lyder det.
Han tilføjer, at regeringen ser med stor alvor på situationen.
Den islamkritiske gruppe Danske Patrioter har ved flere lejligheder brændt eksemplarer af Koranen af under demonstrationer.
Det har vækket vrede ude i verden, og senest har Danmarks ambassadør i Egypten og den danske chargé d’affaires i Saudi-Arabien været til samtale i udenrigsministerierne i de to landes hovedstæder, Kairo og Riyadh.
Lars Løkke har tidligere kaldt det for en “skændig handling” at brænde koraner.