Tumult før fodboldkamp: FCK-fans og Aab-fans i slagsmål

Lørdag formiddag er politiet rykket massivt ud til Strandboulevarden på Østerbro i København. Her er to grupperinger på sammenlagt 50 personer tørnet sammen i forbindelse med eftermiddagens fodboldkampe.

FCK skal møde Lyngby og Aab skal spille mod B93. Men før kampene bliver fløjtet i gang, har der været et større slagsmål mellem fansene fra henholdsvis København og Aalborg.

LIGE NU LÆSER ANDRE: STORT BILTRÆF VED SHELL

“Vi er rykket massivt ud til området ved Strandboulevarden og Århusgade, hvor der kom melding om uorden. Ved ankomsten ser vi, at der er omkring 50 fans, der er involveret i et slagsmål”, fortæller Dyre Sønnicksen fra Københavns Politi.

Politiet kommer til at være massivt i området, hvor man vil sørge for, at alle fans kommer fra stedet, uden flere alvorlige situationer.

Der er ingen tilskadekomne i forbindelse med sammenstødet på Østerbro, og politiet har ikke foretaget anholdelser, fortæller Dyre Sønnicksen.