Erkender drab på hustru: Slog hende i hovedet med håndvægt og stak hende i halsen

En 65-årig mand, som er sigtet for at have dræbt sin hustru med knivstik og slag med håndvægt i en lejlighed i Helsingør i sidste uge, erkender at have begået vold med døden til følge.

Det fortæller hans advokat, Jan Aarup, torsdag til et grundlovsforhør ved Retten i Helsingør.

Den sigtede kom vaklende ind i retslokalet iført en skjorte og hospitalsbukser og sutsko med et plaster på halsen.

Da han satte sig i vidnestolen, blev han spurgt af sin forsvarer, om det var okay med stolen.

Manden er nemlig selv skadet og fremprustede, at der var noget med maven.

Desuden kunne advokaten fortælle retsformanden, at hans klient var meget medicineret.

Ved et retsmøde søndag besluttede en dommer, at manden skulle varetægtsfængsles. Men manden var ikke selv til stede, da han var indlagt.

I sådanne tilfælde skal der holdes et nyt retsmøde, når den sigtede er i stand til at møde i retten, og det var han altså torsdag.

LÆS OGSÅ: SIGTET FOR BRUTALT DRAB PÅ HUSTRU: STAK HENDE FLERE GANGE OG SLÅ HENDE I HOVEDET MED HÅNDVÆGTE

Både anklager Ulla Greibe og forsvarsadvokaten forlangte, at torsdagens retsmøde skulle holdes for lukkede døre. Trods protester fra den fremmødte presse valgte dommeren at følge begæringen.

Senere torsdag vil retten afsige kendelse om varetægtsfængsling.

Kvinden blev dræbt i en lejlighed på Strandpromenaden i Helsingør lørdag inden klokken 17.12.

Ifølge sigtelsen skulle gerningsmanden have stukket hende flere gange i hoved og hals med en kniv og slået en håndvægt flere gange mod hendes hoved.