Vestegnen: Kom for sent hjem til kæresten og gik amok

Arkivfoto

En 39-årig mand er mandag blevet varetægtsfængslet under sigtelse for grov vold og trusler mod sin kæreste på en adresse i Taastrup

En 39-årig mand kom natten til søndag senere hjem end aftalt med sin kæreste, hvilket førte til et skænderi mellem de to.

Skænderiet udviklede sig fysisk, da den 39-årige mand ifølge sigtelsen slog sin kvindelige kæreste med et knytnæveslag, tog halsgreb og kastede en computer efter hende. Det skete samtidig med, at han fremsagde trusler, skriver Sjællandske Nyheder.

SE OGSÅ: KVINDE TAGET MED HASH I TRUSSERNE: FORKLARING OM NY HASHSHAMPOO HOLDTE IKKE

Episoden blev hurtigt meldt til Københavns Vestegns Politi, der kort efter var til stede på adressen.

Den 39-årige var dog smuttet, men blev anholdt tidligt om morgenen på en anden adresse i Taastrup.

Han blev i løbet af mandagen fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup, hvor en dommer valgte at varetægtsfængsle ham frem til den 25. juli.

Den 39-årige mand er sigtet for grov vold og trusler.

Han nægter sig skyldig i sigtelsen.