Københavns Kommune: Benzin- dieselbiler skal ud af byen

Foto: Google Street View

Brint- og elbiler er nogle af dem, der i 2030 skal fylde hele eller dele af hovedstaden ifølge politikere

Københavns Kommune vil arbejde for at gøre hovedstaden fri for trafik med fossile køretøjer såsom benzin- og dieselbiler i 2030.

Det blev alle partier i Borgerrepræsentationen torsdag aften enige om.

Forslaget var fremsat af SF og Alternativet, og det blev vedtaget med en tilføjelse om, at der skal laves nogle undersøgelser.

– Udviklingen går rivende stærkt, og det, vi ved som politikere, er, at hvis ikke man sætter en ambition, så sker der ikke udvikling.

– Så vi er nødt til at skubbe på, siger byudviklingsordfører Rasmus Steenberger (SF) i København.

Det er praktiske forhold, såsom hvordan man får ladestandere op på syv år, som forvaltningen skal undersøge. Men også hvad der skal ske i samarbejdet med Frederiksberg Kommune, hvis der ikke også her kommer fossilt forbud.

Og så skal det undersøges, om der er “social balance” i den måde, det foregår på, siger Rasmus Steenberger.

Undersøgelserne betyder, at det først på årets sidste møde vil være muligt at tegne et billede af, hvordan omstillingen skal se ud.

Det er altså fortsat usikkert, om det kan lade sig gøre at få benzin- og dieselbiler helt ud af København, eller om det vil ske i nogle dele af byen.

Men der er også brug for hjælp fra Folketinget.

Et politisk flertal blev i 2021 enige om, at det skulle være muligt for kommuner at indføre “nul-emissionszoner”, hvor der som udgangspunkt kun må køre biler uden forbrændingsmotorer. Dermed er biler, der kører på benzin eller diesel, altså udelukket.

Men aftalen er ikke blevet til lov endnu.

Spørgsmål: Der er vel forskel på at lave fossilfrie zoner og så på at gøre hele Københavns Kommune fossilfri?

– Vi har miljøzoner i dag for lastbiler, så hvis man vil køre lastbil i Københavns Kommune, er der nogle krav til, at det skal være af nyeste standard, siger Rasmus Steenberger.

– Det er den samme type afgrænsning, vi ser for os med fossilfrie zoner, og så kan der godt være en række praktikaliteter, der skal løses, som gør, at det bliver en lille smule anderledes, men det er ikke fremmed, at der er nogle krav for at køre ind og ud af en kommune.

Byudviklingsordføreren siger desuden, at der kan blive brug for at lave en form for overgangsperiode for nogle borgere.

Hos De Danske Bilimportører, som er en brancheorganisation, der repræsenterer bilproducenterne i Danmark, mener administrerende direktør Mads Rørvig, at tidshorisonten giver borgerne mulighed for at handle.

Derfor anser han det som rettidig omhu fra Københavns Kommune.

– Vi ved, at fremtiden er nul-emissionsbiler. Elbiler vil nok dominere billedet, når vi kigger lidt længere frem. Derfor ser vi det som helt naturligt, at Københavns Kommune vil stille det her krav i fremtiden, siger han.

/ritzau/