En ung mand og en ung kvinde blev onsdag aften anholdt for at have påkørt en mand og overfaldet ham med bat. Under anholdelsen af de to blev betjentene overfaldet af en helt tredje mand
Onsdag eftermiddag kørte en 24-årig mand og en 21-årig kvinde ind i en 31-årig mand på Lindevænget i Nykøbing.
Den 31-årige kom under påkørslen ikke noget til, da kun hans bil fik skader. Han flygtede efterfølgende fra stedet i sin bil, men blev forfulgt af det unge par.
Da den 31-årige holdt ind på en parkeringsplads på Højmølle Kro i Eskilstrup, blev han ifølge sigtelsen overfaldet med et bat af den 24-årige mand og den 21-årige kvinde, hvor de tildelte ham flere slag. De to stak af fra stedet, inden politiet nåede frem.
En efterforskning på baggrund af vidneforklaringer førte dog onsdag aften til, at politiet fandt frem til det unge par i en lejlighed i Nakskov.
Volden stoppede dog ikke her.
I forbindelse med anholdelsen af den 24-årige og den 21-årige blev de to betjente nemlig overfaldet af en 27-årig mand, der også opholdt sig i lejligheden.
‘Han blev anholdt og sigtet for vold mod politiet, og efter en afhøring på politistationen i Nykøbing blev han løsladt igen klokken 23.11. Det overvejes i øjeblikket, om de to andre anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør,’ oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi torsdag morgen.
SE OGSÅ: ENDNU ET KNIVSTIKKERI – 19-ÅRIG MØDTE SELV OP PÅ RIGET
Den 24-årige mand og den 21-årige kvinde er blevet sigtet for kvalificeret vold. Den 24-årige er også blevet sigtet for at forvolde fare for liv og førlighed.
Anholdelsen af de to skete klokken 20.23.