
En 26-årig mand fra Vig har fået en fængselsdom, en bøde og en frakendelse af kørekortet i ti år efter en vild biljagt.
Midt- og Vestsjællands Politi skriver på Twitter, at den 26-årige var påvirket af både alkohol og narko, da han forsøgte at køre fra politiet.
Til sidst endte han med at køre ind i en af politiets patruljevogne.
Hele den affære kommer til at koste ham fem måneders fængsel og en bøde på 25.500 kroner. Og så har han fået frakendt sit kørekort i de næste ti år.
Oven i det hele har han også begået hæleri ved at købe sig til en stjålen minigraver fra Slagelse til en værdi af en kvart million kroner.
