Person fundet død efter brand i rækkehus

Et rækkehus stod natten til torsdag i brand på Kappelsdal i Hammel.

Under efterslukningen af den større brand i huset fandt røgdykkere en død person på stedet.

Det oplyser Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

Politiet formoder, at den afdøde er den 69-årige kvindelige beboer.

Politiet rykkede sammen med brandvæsnet ud klokken 01:07, hvor der stod høje flammer op fra taget.

Beboerne i nabohusene blev evakueret, mens brandvæsnet forsøgte at slukke branden.

Fundet under efterslukning

Et par timer senere fandt røgdykkere en afdød person i forbindelse med efterslukningen.

Personen kunne ikke umiddelbart identificeres.

Alt tyder dog på, at der er tale om den 69-årige kvinde, der boede i huset.

Kvindens nærmeste pårørende er underrettet.

Politiet oplyser, at der ikke umiddelbart var andre personer til stede i huset, og at ingen andre er kommet til skade i forbindelse med branden.

Rækkehuset nedbrændte, mens to nabohuse også fik skader i forbindelse med branden.

Branden var slukket klokken 08:30.

Politiets teknikere skal nu forsøge at finde ud af, hvad der var årsagen til branden.

Samtidig skal den afdøde person endeligt identificeres.