Mandag er kørsel med vindfølsomme køretøjer på Storebæltsbroen forbudt på grund af kraftig blæst.
Det oplyser Sund & Bælt på Twitter.
Forbuddet er gældende fra klokken 10:19 mandag og forventes at være ophævet igen klokken 15:00 mandag eftermiddag, fremgår det af Storebæltsbroens hjemmeside.
Hastighedsbegrænsningen på broen er 80 km/t.
På hjemmesiden bliver det også oplyst, at højre spor på Østbroen i retning mod Fyn er spærret.
Køretøjer som tomme lastbiler, trailere, campingvogne, varevogne og minibusser må således ikke køre over Storebæltsbroen i den pågældende periode. Disse køretøjer er nemlig særligt udsat for at blive væltet af den kraftige vind, hvilket kan være til skade for førerne af køretøjerne samt andre bilister.
