Passager uden coronapas truede politiet

Tirsdag klokken 14:45 blev en 21-årig mand fra Ballerup tilbageholdt i toget ved Køge Nord Station, da manden ikke kunne fremvise et gyldigt coronapas til togføreren, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.

Derfor skulle den 21-årige have en bøde.

Manden nægtede dog at oplyse sin identitet til personalet i toget og var opfarende. Derfor blev politiet tilkaldt.

Da patruljen ankom, nægtede den 21-årige mand stadig at sige, hvem han var. Derfor blev han anholdt, så politiet kunne afklare mandens identitet.

Den 21-årige nægtede dog at følge med og gjorde passiv modstand, da politifolkene ville føre ham væk. Han kaldte også betjentene diverse ukvemsord og truede dem med vold. Han blev lagt i håndjern og taget med på politistationen i Køge, hvor han blev sigtet for trusler mod politiet og for ikke at oplyse sit navn.

Manden blev løsladt, efter politiet havde fået identificeret den 21-årige.

Den 21-årige mand kan se frem til at høre fra politiet igen i fremtiden.