Stjålet bil blev brugt som rambuk

Midt- og Vestsjællands Politi modtog i weekenden en række anmeldelser om et højt brag fra Nørregade i Køge midt om natten.

Det store brag stammede fra en bil, der havde påkørt en forretningsrude i en tøjbutik, hvorefter tre mørkklædte mænd løb ind i forretningen og stjal mærkevaretøj.

Da politiet nåede frem til butikken, var bilen og de mistænkte dog forsvundet fra stedet.

Med hjælp fra vidneforklaringer og videoovervågning kunne politiet konstatere, at det var en sort personbil af mærket VW Tiguan med nummerpladen CG64230, som var blevet brugt som rambuk til at ødelægge ruden i butikken.

Bilen viste sig senere at være meldt stjålet fra Valby den 8. januar.

Efterfølgende ledte politiet efter den stjålne bil og de tre mistænkte i Køge området. Men uden held.

Lokalpolitiet efterlyser derfor personer, der har set den stjålne bil eller de mistænkte. Henvendelser modtages på 114.