Beredskabsstyrelsen var onsdag til stede på en gård i Løvel for at undersøge en smitte med fugleinfluenza, som skulle være opdaget på gården.
I forbindelse med fugleinfluenza-udbruddet i Midtjylland, besøgte Fødevarestyrelsen efterfølgende en nærliggende minkfarm, hvor de fandt godt 230 mink og 60 ræve, som ulovligt blev holdt i bure.
Ifølge Erik Jepsen, der er specialkonsulent ved Fødevarestyrelsen, modtog de nemlig et anonymt tip om, at fugleinfluenza-udbruddet muligvis kunne have spredt sig til minkfarmen i Løvel.
“Det er vores formodning, at det er til avl, men det er op til politiet at finde ud af nu,” siger Erik Jepsen til Presse-Fotos.dk og pointere at sagen er overdraget til politiet.
Det har ikke været lovligt at have over fem mink i Danmark siden 29. december 2020.
Ejeren af minkfarmen vil således blive politianmeldt.
Fødevarestyrelsen har nu til opgave at aflive de 230 mink, der blev holdt ulovligt på farmen i Løvel.
Det er anden gang på en uge, at fødevarestyrelsen finder ulovlige mink. Tidligere fandt de 126 mink på en farm ved Thyholm. Også her blev ejeren politianmeldt og dyrene aflivet.