Hvidvask: Mand skjulte over halvanden millioner kroner i sin varevogn

En 36-årig mand er i dag blevet dømt for grov hvidvask, efter han sidste år forsøgte at transportere halvanden millioner kroner ud af landet.

En 36-årig mand fra Syrien blev sidste år anholdt, da han forsøgte at krydse grænsen fra Danmark til Tyskland i en varevogn fyldt med olivenolie. Blandt olien fandt grænsekontrollen nemlig over halvanden millioner danske kroner i plastikposer, som politiet mener stammer fra svindel med told og skat.

Nu er den 36-årige blevet dømt et år og tre måneders fængsel for grov hvidvask. Samtidig har han fået konfiskeret de halvanden millioner kroner, som blev fundet i varevognen sidste år.

Udover konfiskationen og fængselsstraffen bliver manden ligeledes udvist fra Danmark med indrejseforbud i de næste 12 år.

Retten lagde særligt vægt på, at manden hverken havde en privatøkonomi eller økonomi i hans virksomhed, der kunne forklare et så stort pengebeløb.

Samtidig ændrede manden forklaring hele tre gange i tidligere afhøringer, indtil han til sidst nægtede at udtale sig ved retsforhandlingerne.

“Det er en meget grov sag, som også afspejles sig i den dom, der er faldet. Hvidvask gør man sig skyldig i, når man modtager eller formidler penge, der stammer fra kriminalitet. Og det er uanset om det er svindel med told og skat, som i dette tilfælde, eller om pengene stammer fra f.eks. narkohandel,” udtaler Matias Røjle Bruun, Anklagerfuldmægtig ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.