9-årig i kritisk tilstand: Politiet med opfordring til borgerne

En alvorlig ulykke mandag eftermiddag sendte en 9-årig dreng på hospitalet i kritisk tilstand. Nu kommer politiet med en opfordring til borgere, som måske har overværet situationen.

‘Den 9-årige dreng kom kørende på løbehjul ned ad en bakke på Rosenbakken, da han kørte ud på Rosenvang og blev ramt af en bil ført af en 18-årig mand’, skriver Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

Det var mandag kl. 13.56, at Østjyllands Politi fik anmeldelsen om ulykken via alarmcentralen.

Efterfølgende blev drengen kørt med ambulance til hospitalet og indlagt i kritisk tilstand.

Østjyllands Politi har pt. ikke noget nyt at oplyse om drengens tilstand.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Drengen blev eskorteret til hospitalet med lægehelikopteren.

Men politiet vil gerne komme med en opfordring til borgere, som eventuelt skulle have overværet den alvorlige ulykke.

‘Vidner, der måtte have overværet episoden eller være blevet påvirket af den på anden vis, kan gratis rette henvendelse til Offerrådgivningen i Østjylland på telefonnummer 116 006, hvis de har brug for nogen at tale om episoden med. Det er muligt at være anonym, hvis man ønsker det’, forklarer Østjyllands Politi.

En bilinspektør foretog undersøgelser på stedet og skal nu afklare, hvad årsagen til ulykken var.

Den 18-årige mand, som førte bilen, er ikke sigtet for at have begået nogen færdselsovertrædelser.

På nuværende tidspunkt er der intet, som tyder på, at han skulle have begået noget strafbart.

Østjyllands Politi afventer nu bilinspektørens rapport og har for nuværende ikke yderligere oplysninger om ulykken.