En 16-årig dreng er såret efter et angreb i det sydlige Ukraine, som har kostet en 9-årig pige livet
En mand og en 9-årig pige har natten til lørdag mistet livet efter russiske angreb mod det sydlige Ukraine.
Det oplyser guvernør Ivan Fedorov i den ukrainske Zaporizjzja-region på beskedtjenesten Telegram ifølge nyhedsbureauet AFP.
Derudover blev en 16-årig dreng også såret i angrebet ifølge guvernøren.
Rusland har ramt et beboelsesområde i regionen, hvor et hus er blevet helt ødelagt og yderligere et ukendt antal huse er blevet beskadiget.
I et andet angreb i regionen Kherson har en 66-årig mand “pådraget sig fatale skader” ifølge guvernør Oleksandr Prokudin.
Ukrainske droneangreb har samme nat såret ti personer i Kursk-regionen, oplyser guvernør Alexander Khinstein.
Diplomatiske bestræbelser på at nå til enighed om en fredsaftale mellem Ukraine og Rusland har taget til den seneste tid.
Tidligere i maj mødtes delegationer fra begge sider til første direkte forhandlinger i over tre år.
Her kritiserede Ukraines Volodymyr Zelenskyj, at Rusland havde sendt en delegation med diplomater på lavt niveau, som ikke havde mandat til at tage beslutninger.
Zelenskyj havde forud for det første møde sagt, at han var klar til at møde sin russiske modpart, Vladimir Putin, og var rejst til Tyrkiet.
I og med at Putin blev hjemme i Rusland, deltog Zelenskyj ikke selv i det første møde i Istanbul. I stedet holdt han møder med den tyrkiske regering i Tyrkiets hovedstad, Ankara.
Rusland har foreslået, at det næste møde kan finde sted mandag 2. juni.
Ukraine har endnu ikke svaret på det russiske forslag.
Zelenskyj skrev fredag på det sociale medie X, at han havde drøftet den diplomatiske indsats med Tyrkiets udenrigsminister Hakan Fidan der er på besøg i Kyiv.
– Rusland ignorerer fortsat alle opfordringer fra verden om at stoppe beskydningen og fortsætter sine drab, skrev Zelenskyj.
Den ukrainske regering har meddelt, at den først ønsker at se et meget omtalt notat, som Rusland har lovet at fremlægge.
Notatet ventes blandt andet at indeholde Ruslands bud på en kommende aftale om våbenhvile.
/ritzau/