En 58-årig mand er blevet henrettet for at have dræbt sin nabo ved at kvæle kvinden med en telefonledning og samtidig sætte ild til hende, så hun mistede livet indhyllet i flammer. Her er gerningsmandens sidste ord til offerets familie og til hans medfanger på dødsgangen, inden han blev henrettet
En mand, som er dømt for at have dræbt sin nabo, er natten til onsdag blevet henrettet med en dødelig indsprøjtning i den amerikanske delstat Florida.
Den 58-årige Chadwick Willacy blev klokken 18.15 lokal tid – klokken 00.15 natten til onsdag dansk tid – erklæret død i et statsfængsel i byen Raiford.
Det oplyser Floridas fængselsmyndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.
Manden blev i 1991 dømt til døden for drabet på sin 56-årige nabo Marlys Sather. Drabet var sket under et indbrud i hendes hjem året forinden.
Længere nede i artiklen kan du læse den henrettedes sidste ord til offerets familie
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ifølge den amerikanske tv-station PBS står det i retsdokumenter beskrevet, hvordan Willacy var i gang med at begå indbrud i Sathers hjem, da hun uventet vendte hjem under sin frokostpause.
Her slog han hende ifølge efterforskere i hovedet med et stumpt objekt og bandt hendes hænder og ankler med ståltråd og tape.
Herefter forsøgte han uden held at kvæle hende i en telefonledning, hvorefter han overhældte hende med benzin og satte ild til hende.
Efterfølgende stjal Willacy kvindens bil og brugte hendes betalingskort til at hæve penge.
Inden henrettelsen natten til onsdag undskyldte Willacy over for sin egen familie og opfordrede sine venner på dødsgangen til at holde modet oppe.
Manden fastholdt inden henrettelsen sin uskyld.
– Jeg håber, at dette kan give jer fred. Hvis det gør det, er det godt. Men det er ikke rigtigt, sagde han til Marlys Sathers pårørende, inden han modtog den dødelige indsprøjtning.
Tirsdagens henrettelse er ifølge AFP den ottende i USA i år og den femte i Florida. De øvrige tre henrettelser er sket i delstaterne Oklahoma og Texas.
I USA blev der sidste år foretaget 47 henrettelser. Det er højeste antal i landet siden 2009, hvor 52 personer blev henrettet.
39 af henrettelserne sidste år blev udført med dødelig indsprøjtning. Tre blev udført ved at skyde den dødsdømte, mens fem blev henrettet ved brug af nitrogen.
Dødsstraf er afskaffet i 23 af USA’s 50 delstater. De tre delstater Californien, Oregon og Pennsylvania har midlertidigt suspenderet muligheden for dødsstraf.
Præsident Donald Trump er tilhænger af dødsstraf. Han har opfordret til at udvide brugen af den i tilfælde af det, han har omtalt som “de mest afskyelige forbrydelser”.
/ritzau/