Torsdag morgen har politiet meldt ud, at man har anholdt en 56-årig mand i en 25 år gammel sag om voldtægt og drabsforsøg på en 11-årig. I 2015 stod offeret frem og fortalte sin historie – her er hvad der skete.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser torsdag morgen i en pressemeddelelse, at man har anholdt en mand i en gammel sag.
Sagen drejer sig om voldtægt og drabsforsøg af en 11-årig pige i 1999 ved Bøtø på Falster. En 56-årig mand er nu anholdt og sigtet for forsøg på manddrab og voldtægt.
(Artiklen fortsætter under billedet)
En massiv jagt var undervejs på gerningsmanden efter det voldsomme overfald.
I en artikel fra TV 2 Øst fra 2015 oplyses det, at der blev tegnet fantomtegninger af gerningsmanden.
Derudover blev 4000 personer afhørt i sagen, hvor man også lavede over 200 DNA-prøver. Det er det, der nu har fældet den mulige gerningsmand.
Var i livsfare
I den snart ni år gamle artikel fra mediet står den pågældende pige Michelle Jensen frem og fortæller om den forfærdelige oplevelse, hun blev udsat for, da hun var bare 11 år.
Den 4. august 1999 var hun på stranden med sin mor og bror.
Mens hendes mor solbadede greb en mand pludselig fat i Michelle, og truede hende med en pistollignende genstand.
Derefter blev hun slæbt ind i en skov, hvor gerningsmanden både voldtog og forsøgte at kvæle hende.
Undervejs mistede hun bevidstheden og var i livsfare.
Bar store briller og halskæde
Mediet beskriver, at politiets tegnere dengang lavede en fantomtegning på baggrund af Michelle Jensens udsagn.
Derudover brugte man også beretninger fra en tysk turist, der kom cyklende forbi og så gerningsmanden.
Dengang blev han beskrevet som værende dansker på cirka 40-45 år og cirka 170 centimeter høj.
Han var tynd med bleg overkrop og lyst, kort, glat hår med høje tindinger.
Desuden havde han skægstubbe den eftermiddag, hvor voldtægten og drabsforsøget skete.
Gerningsmanden bar derudover flere accessories. Blandt andet store briller med firkantet stel og en tynd halskæde af vævet guld med et cirka tre centimeter stort guldkors for enden.
Han havde muligvis en ørestikke i det venstre øre.
‘Han skulle bare have kvalt mig helt’
I 2015 satte tv-programmet Station 2 også fokus på overfaldet, hvor de tog en snak med Michelle Jensen, der stadig var meget påvirket af episoden.
“Jeg hader den mand over alt på jorden. Han har gjort mit liv til et helvede. Jeg har gået i selvmordstanker. Alt andet var lige meget. Han skulle bare have kvalt mig helt, så jeg døde. Jeg håber, at han vil give sig selv til kende og tage en straf, eller at hans familie og venner vil ringe og sige, hvor han er henne, så mig og min familie kan få fred,” siger hun i programmet.
Den 56-årige anholdte mand, bliver torsdag formiddag fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser, at anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre til retsmødet.