En 56-årig mand er onsdag blevet idømt flere års fængsel, efter adskillige års seksuel udnyttelse af sin mentalt retarderede steddatter.
Seksuelt overgreb og adskillige samlejer, herunder voldtægt.
Det er, hvad en 56-årig mand onsdag er blevet dømt skyldig i at have udsat sin steddatter for, fra hun var 13 år, indtil hun anmeldte sagen som 27-årig.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det oplyser Fyns Politi onsdag eftermiddag i en pressemeddelelse, hvor der også fremgår, at steddatteren er mentalt retarderet i lettere grad.
Ifølge politikredsen skulle den 56-årige mand have udnyttet det, da han var stedfar for den forurettede fra hun var omkring fem år.
Manden har erkendt at have været seksuelt sammen med steddatteren mange gange efter hun blev 18 år. Noget han dog mente var lovligt, da hun var myndig.
Den seksuelle udnyttelse, der stod på i omkring 14 år, udløste blandt andet en graviditet, efter uønsket seksuel samvær med den 56-årige, da den forurettede var 18 år. Ifølge politiet fik hun en abort efterfølgende.
Ved Retten i Odense blev den 56-årige idømt otte års fængsel for hændelserne.
Manden har dog anket sagen til frifindelse og subsidiært formildelse.
“Der er tale om en meget speciel og alvorlig sag. Det er yderst sjældent, at seksuelle overgreb sker over så mange år, herunder at det fortsætter efter den forurettede er blevet voksen,” lyder det fra Specialanklager Brian Dybdahl fra Anklagemyndigheden ved Fyns Politi.
Den dømte havde ikke lyst til at overvære domsafsigelsen, hvorfor han forlod retten. Politiet anholdt ham dog igen kort tid efter.
Torsdag bliver han fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling indtil sagen skal behandles i landsretten.