400.000 danskere er ramt: Dræbende sygdom slår rekord

Lungesygdom, der blandt andet skyldes rygning, kostede i 2023 3835 mennesker livet i Danmark.

Lungesygdommen KOL kostede i 2023 3835 mennesker livet i Danmark.

Det er det hidtil højeste antal dødsfald registreret på et enkelt år som følge af KOL, skriver Lungeforeningen i en pressemeddelelse.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Tallet kommer ifølge foreningen fra en ny analyse, der er lavet på baggrund af tal fra Sundhedsstyrelsens dødsårsagsregister.

KOL – Kronisk Obstruktiv Lungesygdom – er ifølge Lungeforeningen den enkeltsygdom, der hvert år slår flest ihjel i Danmark.

Rygning er ifølge Lungeforeningen årsag til cirka 90 procent af alle tilfælde af KOL i Danmark.

Men passiv rygning og luftforurening kan også medvirke til, at man udvikler sygdommen, fremgår det af foreningens hjemmeside.

Sammenlignet med de andre europæiske lande har Danmark usædvanligt mange KOL-relaterede dødsfald.

Med få undtagelser har Danmark således haft europarekord i KOL-dødelighed siden 2001, skriver Lungeforeningen.

Det anslås, at cirka 400.000 danskere har sygdommen, men det er kun omkring 160.000, der har fået stillet diagnosen.

Det betyder, at mange går rundt med sygdommen uden at vide det.

Direktør i Lungeforeningen Ann Leistiko håber på, at de kommende kronikerpakker kommer til at gøre en forskel.

Det er pakkeforløb med bestemte tidsfrister for henvisning til undersøgelser og behandling i stil med de forløb, som kræftpatienter er omfattet af.

– Det er altafgørende, at den kommende KOL-pakke sætter en ramme, der sikrer, at der sættes stærkt ind fra starten.

– Det er i de første samtaler med egen læge, at der lægges grobund for et godt forløb for patienten senere hen.

– Et forløb, der fra start skal lægges for hele livet, for modsat andre sygdomsformer, så er KOL og andre kroniske sygdomme jo ikke noget, man slipper af med igen, siger Ann Leistiko i pressemeddelelsen.

KOL-patienter ventes at blive omfattet af pakkeforløbet fra 2027.

Symptomer på KOL er for eksempel åndenød, pibende og hvæsende vejrtrækning og vedvarende hoste.

/ritzau/

Tidligt torsdag morgen har mange danskere kastet blikket mod himlen – og set noget, der ligner en formation af lysende objekter, der bevæger sig i en lang række over landet.