40-årig kvinde fundet død i bil: Nu er der nyt i sagen

En 44-årig mand sigtes for at have dræbt en 40-årig kvinde, der mandag blev fundet død i en bil i Ny Højen syd for Vejle.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet har efterforsket dødsfaldet siden mandag morgen, hvor det fik anmeldelsen om den dødfundne kvinde klokken 07.54.

Efter anmeldelsen rykkede politiet talstærkt ud for at undersøge dødsfaldet nærmere.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Politiet foretog deres undersøgelser efter fundet af kvindeliget.

En 44-årig mand, der bor i Vejle Kommune, blev efterfølgende anholdt, og han er blevet sigtet for drab.

Tirsdag formiddag bliver han stillet for en dommer i Retten i Kolding. I retsmødet ventes anklageren at kræve ham varetægtsfængslet.

Anklageren vil desuden anmode om, at retsmødet foregår for lukkede døre. Følger dommeren det, vil politiets beviser og mandens eventuelle forklaring blive holdt hemmelig for offentligheden.

På grund af efterforskningen var Sydøstjyllands Politi mandag til stede i Ny Højen det meste af dagen, hvor der blev foretaget afhøringer og gennemført yderligere undersøgelser.

– Vi forstår godt, at det for nogle kan skabe utryghed, når der bliver fundet en død person, men på baggrund af den foreløbige efterforskning er det vores klare vurdering, at der ikke er nogen fare for beboere eller andre, der befinder sig i Ny Højen, siger vicepolitiinspektør Jens Lyng Michelsen i pressemeddelelsen.

Politiet oplyser, at det på grund af efterforskningen og det kommende retsmøde ikke har yderligere kommentarer til sagen.

Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, om kvinden og manden havde en relation.

Stort uheld i kryds skaber trafikalt kaos