Serien tog danskerne med storm i sin tid. Nu vender den elskede serie tilbage – i en ny, restaureret udgave.
Det er 37 år siden, at danskerne første gang kunne følge pigen Nana og hendes forældre i den populære DR-serie ‘Nana’.
Nu, næsten fire årtier senere, bliver serien altså restaureret, således billederne fremstår klarere i farverne.
Og i anledning af restaureringen har DR genforenet Nana med hendes far fra serien, som bliver spillet af henholdsvis den i dag 45 år gamle skuespiller og instruktør Barbara Topsøe-Rothenborg og den danske James Bond-stjerne Jesper Christensen.
77-årig Jesper Christensen fortæller blandt andet, at han før rollen som far-Bent kunne gå i fred på gaden. Men efter premieren i 1988 blev han altså synonym med Nanas far.
Især blandt børn, der brød ud i titelmelodien, som musikeren Sebastian stod bag.
“Hvis jeg kom op, og der var en eller anden 7. klasse, som skulle et sted hen – boom, så kom sangen, og så tænkte jeg: “Nå, jeg tror, jeg skal af her …,” fortæller Jesper Christensen til DR.
Men også blandt nogle voksne har det tilsyneladende været svært at skelne.
Nanas mor, der blev spillet af Katrine Jensenius, blev nemlig engang spurgt, hvordan det gik med Nana.
Katrine Jensenius svarede, at det gik godt med Barbara Topsøe-Rothenborg, som var i USA for at lave film.
“Vi så jo Nanas far her i torsdags inde på hovedbanen, og det så jo ikke godt ud,” genfortæller Jesper Christensen, der på daværende tidspunkt optog dramafilmen ‘Bænken’, hvor han spillede alkoholiker.
“Nanas far – den dør aldrig,” konstaterer han ifølge DR.
Skreg af grin
Den ellers så notorisk selektive skuespiller kalder manuskriptet for genialt.
Han havde selv siddet og forsøgt at lære sin egen datter at regne ved at visualisere det med appelsiner, ligesom Nanas far gør det i serien, indtil han må give op efter Nanas utallige spørgsmål og indsigelser.
“Den havde jeg simpelthen kørt igennem derhjemme og været ved at slå hovedet ned i bordet. Og så kom det manuskript,” fortæller Jesper Christensen, der har to døtre fra sit første ægteskab med scenografen Karin Betz.
“Jeg sad bare og skreg af grin, helt alene. Nej, hvor jeg grinede hele vejen igennem og tænkte bare: “Det dér kan man ikke sige nej til”.
Alle seks afsnit af ‘Nana’ bliver lagt på DRTV lørdag den 21. juni. Samme aften sendes første afsnit på DR1.