300.000 betalingskort forsvinder: Danskere skal selv handle hurtigt

Betalingskort i pung
Illutrationsfoto.

En epoke slutter for tusindvis af danskere. Det betyder, at over 300.000 betalingskort bliver ugyldige, og medlemmer skal selv foretage en vigtig ændring for fortsat at få deres bonus.

Den overraskende beslutning er ifølge Forbrugsforeningens direktør, Finn Borgquist, drevet af to centrale årsager: Den eksplosive vækst i mobilbetalinger og skærpede krav fra Finanstilsynet.

Forbrugsforeningen, der er Danmarks største indkøbsforening, lukker sit ikoniske sorte betalingskort den 31. oktober. Det skriver FinansWatch.

‘vi (har red.) ikke formået at få vores sorte kort på de digitale wallets som Apple Pay og Google Pay, hvor flere og flere betalinger sker. Vi har forsøgt at finde løsninger, men det har ikke været muligt, og vi har ikke de penge, der skal til for at udvikle en løsning,’ siger Finn Borgquist.

I stedet kan medlemmerne fra 1. oktober begynde at optjene rabat ved at bruge deres eksisterende kort – som Dankort, Visa, Mastercard eller MobilePay – koblet op til deres medlemskab. Men det kræver, at man aktivt registrerer sit betalingskort på foreningens hjemmeside eller app i slutningen af september.

Farvel til finanssektoren

Når kortet lukkes, afleverer Forbrugsforeningen sin licens som betalingsinstitut og forlader den finansielle sektor. En beslutning, der også er motiveret af de omfattende og ressourcekrævende krav til blandt andet hvidvaskkontrol.

‘Især hvidvaskkravene er ved at tage livet af os. Det er meget tungt,’ fortæller Finn Borgquist.

Betalingskort-medlemmer reagerer kraftigt

Siden meddelelsen blev sendt ud, er Forbrugsforeningen blevet bombarderet med over 5.000 henvendelser fra medlemmer, der ønsker klarhed om fremtiden. Mange frygter at miste deres rabatordning.

Men ifølge direktøren er der ingen grund til panik:

‘For os er det her kun positivt, fordi medlemmerne kan optjene bonusser, uanset hvordan de betaler. Samtidig er der potentielle medlemmer, som fravælger os i dag, fordi de enten kun betaler med mobilen eller ikke ønsker at betale på kredit, men som nu kan vælge os til’

Husk dette inden 1. oktober

For at fortsætte med at få rabat:

  • Accepter den nye model
  • Registrér dit eksisterende betalingskort via Forbrugsforeningens app eller hjemmeside sidst i september

Kort sagt: Vil du fortsat spare penge hos over 4.000 butikker og webshops – så skal du handle nu.

Er det virkelig helt slut med affaldssortering? Ny løsning kan være svaret